Første DAF Euro 6 til Stokholm Transport
Lastas leverer første DAF med Euro 6 motor
Stokholm Transport A/S i Brøndby har for nylig, som den første kunde hos Lastas, modtaget den første nye DAF med Euro 6 motor.
Den nye mere miljøvenlige lastvogn har betegnelsen FT XF 106.460 4x2 og er udstyret med en seks-cylindret 12,9 liter Paccar MX 13 rækkemotor. , I Euro 6 udgaven yder den maksimalt 460 hk og et maksimalt drejningsmoment på 2300 Nm.
For at overholde miljøkravene til Euro 6 er motoren udstyret med EGR (udstødningstilbageførsel) og et udstødningsanlæg med SCR-katalysator, der er bygget sammen med dieselpartikelfilter og lydpotte.
Transmissionen er af typen ZF AS Tronic med 12 fremadgående trin, en brændstofoptimerende og førervenlig version med automatisk gear og koblingsbetjening uden koblingspedal.
Fra fabrikken i Eindhoven er lastvognen leveret med et Super Space Cab førerhus med luftaffjedring, bl.a. monteret med et lysskilt på frontens øverste del.
Opbygningen er forestået af Lastas Trucks Danmark og omfatter en forskydelig Jost skammel, 995 og 500 liter store brændstoftanke i aluminium samt en AdBlue-tank på 90 liter.
Der er værktøjsskab i venstre side og fuld afdækning i aluminium.
Indvendig er der bl.a. monteret et 45 liter stort køleskab, med plads til store lodrette flasker, kaffemaskine, walkie-talkie, Blaupunkt DAB radio og aircondition.
Den nye DAF er solgt og leveret af Anders Larsen hos autoriseret DAF-forhandler Lastas Trucks Danmark A/S, Hedensted.