Motorvej: Ramper fremskyndes
Vejdirektoratet har sammen med Odense Kommune og det nye Odense Universitetshospital fundet en løsning, så tilslutningsanlæg ved den nye motorvej syd for Odense tages i brug ved byggestarten på det nye supersygehus.
Herved sikres der alligevel gode adgangsforhold for lastbiler og andet materiel i hele byggeperioden.
Forligskredsen bag ”En grøn transportpolitik” fandt finansiering til tilslutningsanlægget i foråret 2013 før resten af udbygningen, da tilslutningsanlægget forbinder det nye regionssygehus med motorvejen.
Efter den oprindelige plan ville tilslutningsvejen være forsinket cirka et halvt år i forhold til sygehusbyggeriets start. Det var Region Syddanmark og Odense Kommune dog utilfredse med, da parterne frygtede for belastning af det lokale vejnet som følge af tung byggetrafik.
Den nye plan betyder, at tilslutningsanlægget kan bruges fra 1. december 2015, når sygehusbyggeriet begynder.
Forslaget betyder, at de østvendte ramper fra motorvejen ved det nye sygehus åbner, når byggeriet går i gang, mens de vestvendte åbner i foråret 2016.
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF):
- Vi har gjort, hvad der er muligt inden for rammerne af en ansvarlig anlægsproces for at imødekomme ønsket om, at det nye supersygehus ved Odense får optimale betingelser i forbindelse med sygehusbyggeriet.