23948sdkhjf

Aarhus Byråd ansætter ny havnedirektør

Den 41-årige Jakob Flyvbjerg Christensen er udpeget som ny direktør for Aarhus Havn. (Foto: Aarhus Havn)

Den 41-årige Jakob Flyvbjerg Christensen er udpeget som ny direktør for Aarhus Havn. (Foto: Aarhus Havn)



Han kommer fra en stilling som Global Client Director i APM Terminals' hovedkvarter i Haag og var indtil 2010 administrerende direktør for containerterminalen i Aarhus (APM Terminals Cargo Service A/S).

Han erstatter dermed Bjarne Mathiesen, der har opsagt sin stilling med fratrædelse ved udgangen af 2013.

Jakob Flyvbjerg Christensen er uddannet civiløkonom (HA og HD) fra Handelshøjskolen i Aarhus og København og er desuden uddannet hos Mærsk, hvor han har arbejdet siden 1997. Her har han blandt andet arbejdet taktisk og strategisk med europæisk godstransport på jernbane og vej samt med logistik på flere niveauer. I perioden 2007 – 2010 var han adm. direktør hos APM Terminals Cargo Service A/S i Aarhus, operatøren for containerterminalen på havnen. Han kommer i dag fra en stilling som Global Client Director hos APM Terminals i Haag, Holland.

-Jeg er meget glad for, at det med ansættelsen af Jakob Flyvbjerg Christensen er lykkedes os at tiltrække en kapacitet på området, som har den nødvendige indsigt og ledelseserfaring til at videreføre Aarhus Havn som Danmarks internationale havn, siger formanden for Aarhus Havn, borgmester Jacob Bundsgaard.

Ved ansættelsen er der lagt vægt på, at den nye direktør skal stå i spidsen for en vækststrategi med fokus på at udnytte de muligheder, der er i markedet for godstransport via Aarhus Havn og Aarhus Havns muligheder i øvrigt.

-Jeg er både stolt over og glad for at have fået muligheden for at være med til at forme Aarhus Havn fremadrettet. Aarhus Havn er en af landets absolut vigtigste havne, og jeg ser frem til at udvikle havnen yderligere i samarbejde med havnens medarbejdere og bestyrelse samt de lokale og internationale kunder, fortæller Jakob Flyvbjerg Christensen.

Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn med en markedsandel på over 50 procent. Der ekspederes godt 8 mio. tons gods hvert år, og havnen har 7.000 skibsanløb om året. Aarhus Havn har gennem det seneste årti været igennem en omfattende udvikling med en samlet investering på mere end 1,3 mia. kr.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078