Epilepsi: Spot på ramte chauffører
Nye EU-regler indført 1. januar sidste år betyder, at chauffører der inden for de seneste ti år har taget medicin mod epilepsi ikke får fornyet deres store kørekort.
Uanset de har været fri for anfald i få måneder eller måske 30 år.
3F har derfor anlagt en prøvesag mod justitsministeriet. Sagen er berammet til 24. januar næste år. Fagforeningen ønsker at få klarlagt, hvor skarpt de nye EU-regler skal fortolkes i Danmark.
I mellemtiden ønsker Epilepsiforeningen at undersøge konsekvenserne for de danske chauffører, der har mistet kørekortet som følge af de nye regler.
Til Lastbil Magasinet udtaler Per Olesen, direktør for Epilepsiforeningen:
»Jeg kan godt forstå, de chauffører er frustrerede. Det er de retslige maskiner, vi alle sidder og venter på, og de maler utroligt langsomt. Jeg tror ikke, vi kommer videre, før der kommer en dom på det her område. I de sager, vi kender, har chaufførerne fået nøjagtig samme behandling, om de har været fri for anfald i tre måneder eller 30 år. Det er det, der er problemet, at loven er så unuanceret.«
Foreningens mål er at informere Folketingets politikere så godt som muligt i forbindelse med sagen. Det betyder, at foreningen kontakter de chauffører, som foreningen har været i kontakt med i forbindelse med sagen.