Sikringskrav lempes i havne
Fra 1. november i år er en række danske havne ikke længere omfattet af internationale regler, der har betydet, at havne uden international skibstrafik har måttet bruge store ressourcer på sikring mod terrorangreb.
De nye regler indføres, efter at en arbejdsgruppe har konkluderet, at disse havne ikke længere bør omfattes af krav til maritim sikring.
Færgehavnene Ebeltoft, Odden, Spodsbjerg, Tårs, Hov og Sælvig skal derfor ikke længere have særlige tiltag til adgangskontrol og overvågning. Flere faciliteter i Aarhus, Kalundborg og Kolby Kås havne slipper også.
Siden angrebet 11. september 2001 på World Trade Centers to tvillingetårne i New York, hvor det viste sig, at transportmidler kan bruges til terrorisme, har der været fokus på at sikre transportveje og – midler.
Også i forhold til skibstransport blev det internationale samfund enige om at indføre krav til sikring. Siden 2007 har danske havne, der betjener visse nationale færgeruter, været underlagt krav til adgangskontrol og overvågning.
Kystdirektoratet tog i 2011 initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe bestående af Kystdirektoratet, Søfartsstyrelsen, Forsvaret og PET. Gruppen skulle se på, om det var nødvendigt at have regler om sikring af skibe i national fart og dermed for havnefaciliteter, der betjener disse skibe.
Arbejdsgruppen konkluderede efter grundige overvejelser i sommeren 2012, at der ikke var risikomæssige forhold, der gjorde, at nationale færgeruter og havne, der betjener disse, skulle være omfattet af reglerne.
Den nye bekendtgørelse træder i kraft 1. november og betyder konkret, at en række danske havne slipper for krav om adgangskontrol og overvågning.
Transportminister, Pia Olsen Dyhr:
- Reglerne om maritim sikring af havne er ens for alle, men kan virke voldsomme i en lille, dansk havn. Min holdning er, at maritim sikring på danske havne i videst muligt omfang skal være proportionel i forhold til risikoen og tage hensyn til lokale forhold. Det er fortsat nødvendigt, at danske havne, der modtager skibe i international fart, er omfattet af reglerne. Det er simpelthen en forudsætning for, at danske havne kan modtage internationale skibe. Jeg er meget tilfreds med det arbejde, som Kystdirektoratet har initieret, og som nu har resulteret i, at en række danske havne slipper for krav til adgangskontrol og overvågning.