Tog skal redde fly-selskab
Det italienske flyselskab Alitalia er i så dårlig økonomisk forfatning, at selskabet risikerer livet, hvis der ikke tilføres frisk kapital snarest.
Og nu inddrager den italienske premierminister Enrico Letta hjælp fra uventet kant.
Mauro Moretti, der er direktør for det statsejede italienske jernbaneselskab, Ferrovie dello Stato, var således til møde med premierministeren mandag. Letta vil have Ferrovie dello Stato til at blive medejer af Alitalia. Flyselskabet blev i 2009 reddet fra konkursens rand af en gruppe italienske investorer samt Air France-KLM.
Lettas uventede træk skal ses som et modsvar til Air France-KLM’s tilbud om hjælp til det italienske flyselskab. Air France-KLM-gruppen erklærede i sidste uge, at de er interesserede i at øge deres 25 procents ejerandel i Alitalia, skyde penge ind i selskabet og dermed sikre dets overlevelse. Men med den hjælpende hånd følger også betingelser om markante besparelser og rationaliseringer.
Siden redningen i 2009 har Alitalia akkumuleret et samlet underskud på knap 6,3 mia. danske kroner og en gæld på omkring 7,5 mia. danske kroner.