Damco mister endnu en chef
Det Maersk-ejede logistikselskab Damco, der er inde i en større omstillingsfase, mister nu også sin finansdirektør Pernille Fabricius, skriver Shippingwatch.
Dermed har Damco med hovedkvarter i Haag på kort tid mistet både den hidtidige øverste chef Rolf Habben-Jansen, der bliver ny topchef i tyske Hapag-Lloyd fra foråret 2014, og nu også finansdirektør Pernille Fabricius.
Pernille Fabricius skifter til Topaz med 25 års logistik- og shippingerfaring. Hun er oprindelig uddannet cand.merc.aud fra Copenhagen Business School, CBS, og har fornylig taget en MBA-uddannelse.
Topaz Energy har hovedsæde i Dubai og opererer en flåde på godt 90 offshore-fartøjer.
Damco, et af verdens største logistikselskaber, er i en global omstillingsproces med mindre fokus på standardydelser, som mange selskaber tilbyder i dag. I stedet fokuserer Damco i højere grad på at håndtere hele forsyningskæder og mere komplekse opgaver.