Alsie Express flyver fint fra start
Danmarks nyeste flyselskab, Alsie Express, er ca. 20 pct. foran i passagertal mellem Sønderborg og København i forhold til september sidste år, hvor DAT fløj ruten.
Alsie Express åbnede midt i juni og har netop rundet de første 10.000 passagerer. Selskabet flyver – udenfor ferieperioderne – fem gange på hverdage og to gange lørdag og søndag mellem Sønderborg og København.
-Vi er meget tilfredse med ruten. I starten var der primært forretningsrejsende, men vi har set flere fritidsrejsende og småbørnsfamilier. Det viser, at vores koncept har ramt rigtigt – vi får gode tilbagemeldinger, siger Alsie Express’ salgs- og marketingschef, Niels W. Knudsen, til standby.dk.
En mangelvare hos Alsie Express – som Danish Air Transport havde – er, at det sønderjyske selskab ikke har interline-aftaler i Københavns Lufthavn med f.eks. SAS. Ligeledes er det endnu ikke i reservationssystemerne men sælger udelukkende via sin hjemmeside.
-Vi er et ungt flyselskab – vi arbejder på højtryk for at komme i reservationssystemerne. Et godt gæt er inden for 3-6 måneder, siger Niels Knudsen.