Odense Kommune optimerer trafikken med nye sensorer
Odense kommune installerer Bluetooth sensorer fra Nordjyske BLIP Systems, for at optimere trafikken på ringvejen.
-Hvordan er trafikken på ringvejen omkring Odense i dag, og hvordan vil den være efter Thomas B. Thriges Gade lukkes for biltrafik til næste sommer? Det er et af de spørgsmål, som et nyt system til registrering af rejsetid, som Odense Kommune installerer, skal give svar på.
Odense kommune følger nu Århus, Randers, København og Køge, og installerer Bluetooth sensorer til at indsamle oplysninger om, hvordan trafikken opfører sig i og omkring byen. I første omgang monteres BlipTrack sensorer langs ringvejen. Systemet installeres i samarbejde med COWI, der har valgt BlipTrack som teknisk løsning i deres produkt City Sense til kortlægning og behandling af rejsetider i trafikken.
Bliptrack registrerer alle biler med tændt bluetooth-enhed - såsom mobiltelefoner og navigationsanlæg. Ved at indsamle bluetooth data kan man måle rejsetider samt advare billisterne mod kødannelser og forsinkelser. Bilisterne behøver dog ikke at frygte krænkelse af privatlivets fred, da de indsamlede data ikke indeholder personlige oplysninger.
Med disse trafikdata i hånden, kan kommunen se hvor og hvornår, der er særlige problemer med forsinkelser. De kan på denne baggrund forbedre kapaciteten på de eksisterende veje og afsløre ændringer i trafikmønstre. Desuden kan lyskrydsenes programmer justeres, trafikstrømme optimeres og køretider reduceres, hvilket mindsker brændstofforbruget og hermed CO2 udledningen. Borgerne kan også på sigt drage fordel af disse data til at modtage oplysninger om hændelser og overbelastning – og derved planlægge, hvorvidt man skal arbejde hjemme, blive lidt længere på arbejdet, eller vælge en anden rute.
Fordelen ved Bluetooth sensorer sammenlignet med eksisterende trafikløsninger, herunder kamera og spoler er, at sensorerne er uafhængige af lys og vejrforhold, ikke kræver vedligeholdelse og kan installeres uden betydelige forstyrrelser af trafikken.