Ny gardintrailer til Sørensen
For nylig afhentede vognmand Olav Nordbø Sørensen, Kjellerup en fabriksny treakslet Kel-Berg Maxi Flex gardintrailer, hos Lastas i Hedensted.
Den nye gardintrailer er bygget op med Kel-Bergs egen Maxi Flex opbygning, som er konstrueret til mange års brug.
Indvendig er der på den originale hårdttræsbund monteret dørkplade i fuld længde. Der er desuden isat ekstra skydestolper med bræddeholdere, til de medfølgende 3.200 mm lange sidebrædder.
Traileren er bygget op over et ekstra forstærket chassis af finkornsstål 690, og er udstyret med tre nitons SAF-aksler med tromlebremser.
Akslerne er hængt op i original luftaffjedring, og den første aksel er løftbar, med dobbelt sidemonteret liftcylinder. Foran akslerne er der monteret et palleskab, og der er endvidere monteret et hubdometer på den bageste aksel, så antallet af kørte km kan kontrolleres.
Traileren har en tilladt totalvægt på 40.000 kg og et tilladt triplebogietryk på 24.000 kg. og er solgt og leveret af Anders K. Larsen, Lastas.