Borgmestre afviser ny Vejle-bro
Regeringens såkaldte timeplan møder nu lokal modstand fra en række borgmestre i Trekantområdet, skriver Politiken.
Flere af borgmestrene er direkte imod at bygge en ny togbro til 4 milliarder over Vejle Fjord.
-Togbroen er en dårlig løsning. Jeg mener, at man skal droppe den og i stedet lave en ekstra Lillebæltsforbindelse. Det ville være en mere bæredygtig og visionær løsning, siger Middelfarts borgmester Steen Dahlstrøm.
Togbroen over Vejle Fjord er helt essentiel i regeringens ambitioner om at nedbringe rejsetiden i tog til 60 minutter mellem de store danske byer. Men i et nyt notat fra Trekantområdet Danmark bliver det anbefalet at droppe Vejlefjordbroen.
-Det vil være katastrofalt, og det giver ikke mening. Vi ved, at der er trængselsproblemer på Lillebælt. Man kan lige så godt slå to fluer med et smæk og eliminere de problemer, siger Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V).
I stedet foreslår kommunerne i området at bygge en ny togbro over Lillebælt. Sådan en bro vil dog ifølge Transportministeriet koste mellem 12 og 13 milliarder kroner.
Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) afviser borgmestrenes forslag med henvisning til, at togbroen over Vejle Fjord er et nøglepunkt i timeplanen. Uden den vil der ikke være nok spor til at spare 8 til 9 minutter mellem Aarhus og Odense.
-Vi får ikke mest for pengene med en ny Lillebæltsbro, men det gør vi med en ny Vejlefjordbro. Og den er helt nødvendig. Hvis man tager den brik ud, falder meget af puslespillet fra hinanden, siger ministeren.
Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti er skeptiske over for togbroen ved Vejle.