SAS-succes lokker rivaler til Norden
Det pæne kvartalsregnskab fra SAS tidligere på måneden er med til at skabe opmærksomhed på Norden som et attraktivt marked for flyselskaber. Det skriver check-in.dk.
SAS kunne præsentere et overskud på 723 mio. kr. for tredje kvartal, der løber fra maj til juli.
-Nogle af konkurrenterne er ved at få øjnene op for, at Norden er det eneste område i Europa, hvor man som luftfartsselskab kan tjene penge i øjeblikket, siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank til check-in.dk.
Det er ifølge Jacob Pedersen både lavprisselskaber og selskaber som Lufthansa, som vurderes at være interesserede i at komme mere ind på det skandinaviske marked.
Analytikeren mener også, at større konkurrence i Skandinavien kan presse SAS på priserne.