Kapret afstemning
Kommentar til DI-Transport-kommenar:
Afstemningen på www.transporttidende.com kapret af cabotagemodstandere.Af redaktør Lars Myrup Lassen
Dagens kommentar fra direktør Mikael Svane, DI Transport, er særdeles aktuel for Transport-Tidendes faste læsere.
Opmærksomme læsere af Transport-Tidendes hjemmeside vil have spottet muligheden for at stemme om aktuelle transport- og logstikspørgsmål i venstre spalte. Den seneste handler om politiets kontrolindsats mod de transportører, der overskrider grænsen for udenlandske lastvognes indenrigstransporter – højst tre på en uge – i Danmark.
Reaktionen havde valgt den ulovlige cabotage som tema for afstemningen, fordi justitsminister Morten Bødskov i et svar til Folketinget trafikudvalg oplyser, at politiets kontroller i 2. kvartal i år, havde ført til sigtelser for overtrædelse af cabotagereglerne i 23 tilfælde. Det vil sige at 1,7 procent af de kontrollerede udenlandske vogntog havde snydt på cabotagevægtskålen.
Facebook m.fl.I dagene efter afstemningens åbning viste der sig hurtigt en klar overvægt på omkring 2/3 af stemmerne, der mente, at kontrollen er tilstrækkeligt, fordi politiets statistikker – som nævnt ovenfor – viser, at kun en beskeden andel af de udenlandske lastvogne overtræder cabotagereglerne.
Men 13. september væltede læsset pludseligt den anden vej. I skrivende stund mener 78 pct., at politiets kontrol er utilstrækkelig og at der køres alt for mange ulovlige lastbiltransporter.
Forklaringen er den simple, at cabotage-afstemningen på www.transporttidende.com blev omtalt på forskellige fora på internettet – herunder på facebook-gruppen ”Stop Piratkørsel” – med opfordring til at gå inde på siden og stemme nej.
Meningsdannere”Kapring” af netafstemninger er helt almindeligt. Derfor bør de altid tages med et meget stort gran salt. Trangen til at påvirke ”den offentlige mening” er stærk – ofte så stærk, at noble hensyn til validitet og ”fakta” sættes til side, for at fremme ens eget synspunkt.
Michael Svane – der blandt andet repræsenterer interesser, som udnytter den helt legale mulighed for at lade udenlandske lastvogne køre indenrigstransporter i Danmark, lige som de udfører indenrigstransporter med danske lastvogne i andre EU-lande - kritiserer i sin kommentar, ”arbejdet bag kulisserne” for at påvirke afstemningsresultatet.
Cabotagemodstanderne vil givetvis påpege, at Mikael Svane selv arbejder for at påvirke beslutningstagerne til fordel for cabotagekørslen – foran og bag ved kulisserne.
Men det gør cabotagemodstandernes egne interesseorganisationer også. Ser man på deres resultater i form af den allerede øgede politikontrol på cabotageområdet og skærpede danske regler – så gør de det med betydelig succes.
Derfor burde der rimeligvis ikke være behov for at påvirke netafstemninger ved at ”bombe” dem med et svar, der passer en bestemt agenda. Men sådan fungerer internettet bare ikke i praksis.
Derfor bør ALLE tage Mikael Svanes gode råd om, at ”spise brød til” enhver internetafstemning, til sig.
Det gælder også afstemningerne på www.transporttidende.com.