Ny skræddersyet Scania til JC Nedrivning
Udbrændt lastvogn afløst efter 12 måneder
At en udbrændt lastbil kan give store problemer, har firmaet JC Nedrivning i København kunnet konstatere.
-I marts sidste år blev vores MAN 8x4 med Hiab kroghejs og kran udsat for en så voldsom brand, at forsikringsselskabet takserede den som en totalskade. Nu, 17 måneder senere, har vi endelig fået leveret en ny lastbil. At det samlede tidsforløb har været så langt, skyldes i vid udstrækning stor travlhed med firmaets mangfoldige arbejdsopgaver, og dermed brist på tid til at beslutte hvad der egentlig skulle ske med hensyn til den brændte lastbil, siger firmaets ejer Jesper Christensen
Efter nogen tids overvejelse besluttede Jesper Christensen sig for at købe resterne af den totalskadede lastbil af forsikringsselskabet.
Der var komponenter som ikke havde lidt ubodelig skade ved branden.
Genbruget blev dog hurtigt begrænset til kroghejset, som efter en renovering hos Sawo A/S var klar til at blive flyttet over på en ny Scania R 500 8X4 sammen med en helt ny Fassi F455RA.2.26 kran, der er suppleret med en F455RA.2.26 L214 fly-jiip. En kombination som giver en samlet aktionsradius på 26,75 meter, hvor løfteevnen er favorable 540 kg.
Med undtagelse af det renoverede kroghejs har Fassi Kraner stået for den komplette opbygning og demontering af kroghejset fra den udbrændte lastbil.
-Eftersom der her er tale om kran/kroghejsbil, der er bygget op efter kundens specifikke ønsker, og ønskerne er ændret undervejs, har lastbilen været undervejs i 12 måneder. Nærmere betegnet fra kunden bestilte chassiset hos salgskonsulent Stig Jensen, Nyscan i Hvidovre, til lastbilen blev meldt færdig og leveret i slutningen af uge 24, fastslår Gert Rasmussen, salgschef hos Fassi kraner.
I de fleste tilfælde bliver en lastbil til et nedrivningsfirma ikke identificeret, som det flotte og skræddersyede eksempel, der netop er leveret til JC Nedrivning.
-At vi har valgt at gøre noget ekstra ud af den nye lastbil skyldes flere ting. Dels er den firmaets ansigt udadtil, dels er firmaets også en vognmandsforretning, som profilerer sig med at tingene er i orden, siger Jesper Christensen.
Udover vognmandskørsel giver JC Nedrivning sig af med store aktiviteter indenfor bygge- og anlægssektoren. Eksempelvis asbestsanering, jord- og betonarbejde samt skimmelafrensning.