Transportministeren må svare for regeringens politik
I august i år fremlagde regeringen en øget indsats mod social dumping, som særligt skal fokusere på transportbranchen, hvor den socialdemokratiske ordfører for social dumping, Ane Halsboe-Jørgensen sammenlignede cabotagekørslen i transportbranchen med ”det vilde vesten”.
I sidste uge kunne Transportmagasinet så berette, at ud af en kontrol med 167 lastbiler, oprettede politiet 3 cabotagesager – det svarer til, at 1,7 procent af de kontrollerede lastbiler havde problemer med cabotage. Mener regeringen virkelig, at tre cabotagesager ud af 167 lastbiler, berettiger til at sammenligne en hel branche med ”det vilde vesten”?
Vi skal ikke acceptere, at vognmænd eller chauffører snyder på vægten. Og vi skal fortsat fra politisk hold gøre en aktiv indsats for lige konkurrence i transportbranchen, og vi skal slå hårdt ned på bevidst snyd. Men når regeringen på den måde sætter en hel branche i bås, fordi 1,7 procent snyder med cabotagen, går de simpelthen for langt.
Derfor synes jeg, at den nyudnævnte transportminister, Pia Olsen Dyhr, skal se at komme på banen og se alle de lovlydige vognmænd i øjnene, og klart og tydeligt forholde sig til, om regeringen virkelig mener, at 1,7 procent snydere virkelig berettiger til at kalde transportbranchen ”det vilde vesten” og dermed mistænkeliggøre alle de lovlydige vognmænd?
Transportbranchen er i sin natur international og grænseoverskridende, og i stedet for at kæmpe imod det, burde regeringen langt hellere sikre, at danske vognmænd fik bedre vilkår for at klare sig i den internationale konkurrence. Lavere skatter og afgifter og mindre administrativt bøvl kunne gøre en verden til forskel for alle de danske vognmænd, der gør et hårdt og hæderligt stykke arbejde. At sammenligne dem med ”det vilde vesten” er ikke bare forkert, det er uværdigt for en dansk regering.