Trafikstyrelsen: Sikkerhedskonference 2013 er åben for tilmelding
Så er der åbent for tilmelding til Trafikstyrelsens årlige sikkerhedskonference, der finder sted torsdag d. 31. oktober, og igen i år, omhandler sikkerhedsarbejdet inden for både luftfart og jernbane.
Luftfart og jernbane deler flere fællestræk. Blandt andet, at de på sikkerhedsområdet er præget af en stærk europæisk regulering. Forholdet mellem EU og det danske sikkerhedsarbejde bliver derfor et centralt emne ved dette års konference, og der vil i denne forbindelse blandt andet blive diskuteret, hvordan de danske myndigheder og industrien kan påvirke udviklingen på området.
Dele af konferencen beskæftiger sig altså med sikkerhedsarbejdet hos jernbane og luftfart i en samlet optik, hvorefter der vil være en lang række sessioner, der i højere grad henvender sig til den specifikke faggruppe.
Konferencen skydes i gang af den nytiltrådte transportminister, Pia Olsen Dyhr, med ord om mobilitet, sikkerhed og EU, hvorefter du kan høre vicegeneraldirektør i EU-Kommissionen, Fotis Karamitsos, fortælle om de europæiske visioner for arbejdet med at fremme mobilitet og sikkerhed.
På luftfartsområdet kan du blandt andet høre EASAs tilsynsdirektør, Trevor Woods, fremlægge, hvordan vi kan komme fra tilsyn af regelefterlevelse og i retning af et mere risikobaseret tilsyn. På jernbaneområdet kan du opleve chefkonsulent i DI Transport, Per Henriksen, fortælle om 4. jernbanepakkes betydning for den danske jernbane, samt ERAs reguleringschef, Caroline Fischer, afvikle, hvordan de danske jernbanevirksomheder kan præge europæiske regler.