23948sdkhjf

ITD: Positiv kørsel i ny finanslov

Regeringens oplæg til finansloven for 2014 bliver positivt modtaget hos vejgodstransportens brancheorganisation ITD.

Regeringens oplæg til finansloven for 2014 bliver positivt modtaget hos vejgodstransportens brancheorganisation ITD.



Behersket offentligt forbrug, fremrykning af enkelte anlægsarbejder, større fokus på uddannelse og vækst samt en fortsat kontrolindsats over for udenlandske lastbiler på vejene. Det er de store og små elementer, der springer i øjnene, når ITD vurderer det nye oplæg til finanslov.

- Finanslovsforhandlingerne har i de senere år været den platform, som regeringens støtteparti kan bruge for at få lidt plads i rampelyset. Og fokus vil da også i de kommende dage være på, hvad Enhedslistens pris skal være for at støtte finansloven. Heldigvis ser den ikke ud til at være særligt høj, så realismen og ansvarligheden kan nok også overleve i den endelige finanslov, vurderer ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.

Han glæder sig over, at regeringens budgetoplæg ikke underminerer regeringens hidtidige økonomiske kurs og samtidig lægger op til at øge den private beskæftigelse med ca. 15.000 ansatte.

For vejtransportfolket er det især fremrykkede investeringer til byggeri af en ny Storstrømsbro og anlæg af ny motorvej mellem Herning og Holstebro, der interessant.

Konkurrenceevne årtiets tema

Og så venter Jacob Chr. Nielsen ellers på de mere principielle politiske diskussioner, når budgettet er klar.

- Finansministeren har allerede åbnet debatten, og vi er helt enige: Danmarks internationale konkurrenceevne er de kommende årtiers helt centrale politiske tema. Vi lever af samhandel med omverdenen i dette land, og derfor handler det helt enkelt om, hvordan vi danskere kan blive ved med at skabe værdier, som udlandet vil betale for, siger Jacob Chr. Nielsen.

Han hæfter sig i den forbindelse ved, at regeringen i sit finanslovsforslag inkluderer en vækstplan til 90 mio. kr. frem mod 2020. Der er ligeledes afsat 1 mia. kr. til at styrke voksen- og efteruddannelsen over de kommende tre år.

- Det er noget af det rigtige. Men uden at skulle lyde vrangvillige overfor gode tanker, så har vi brug for at grave mange spadestik dybere for at styrke dansk konkurrenceevne på sigt, siger ITD’s topchef.

Fortsat kontrol af udenlandske biler

I finanslovsforslaget er der også afsat 75 mio. kr. årligt til at bekæmpe den såkaldte ’sociale dumping’, fagbevægelsens betegnelse for arbejde udført til lønninger under dansk overenskomstniveau. En mindre del heraf er øjensynligt øremærket til fortsat kontrol af udenlandske lastbiler for ulovlig indenrigskørsel. Det er ITD som udgangspunkt positiv overfor.

- De beløb vi har hørt, svarer til at fortsætte kontrolindsatsen på omtrent samme niveau som i år. De foreløbige resultater af årets indsats tyder ikke på, at ulovlighederne har et stort omfang. I sidste kvartal fandt politiet 23 overtrædelser ved at kontrollere 1.324 udenlandske lastbiler. Så problemerne kan vel ikke siges at være alarmerende, siger Jacob Chr. Nielsen og slutter:

- Kontrollerne har en præventiv effekt, og samtidig får vi nogle stærkt efterspurgte fakta på bordet i en diskussion, hvor myter og følelser omkring udlændinge ellers har det med at løbe med overskrifterne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062