Fire konsortier skal byde på Ringsted-Femern bropakke
Første fase af det 9 mia. kr. store anlægsprojekt ”Ringsted-Femern Banen” er nu sat i gang.
Det oplyser Banedanmark.
Der er tale om tilbudsgivning på de fremrykkede aktiviteter i form af fornyelse og ombygning af 18 broer på Lolland og Falster, der er udbudt som en samlet total-entreprise. Broer, som alle sammen skal udvides og tilpasses i højden, når der skal gøres plads til kørestrøm i forbindelse med elektrificering af hele strækningen.
Fire konsortier – tre danske og et blandet dansk/udenlandsk, er netop godkendt til at give tilbud på opgaven. Udbudsmaterialet udsendes i starten af september til tilbudsgiverne, hvorefter de indkommende tilbud vil blive vurderet af Banedanmark. Herefter udvælges et af de fire konsortier til at løse opgaven og indgå i et tæt samarbejde med Banedanmark som bygherre. Kontrakten forventes indgået i foråret 2014.
De fire konsortier, der er godkendt til at give bud på den første bropakke er:
- Arkil med Grontmij
- Aarslef Bane og Anlæg med Atkins
- MT Højgaard med Moe A/S
- Rizzani de Eccher med COWI, MJ Eriksson, VCE og Torque Cortex.
-Der er tale om fire solide konsortier, som vi har stor tiltro til. Det ene er italiensk i samarbejde med danske virksomheder, og de andre rent danske, og vi er glade for at have tiltrukket tilbudsgivere både inden for og uden for landets grænser, siger projektdirektør Jens Ole Kaslund.
Selve arbejdet med de 18 broer forventes at blive påbegyndt i tredje kvartal 2014.