Fejl at transportleder ikke fremgår af hjemmeside
Øget fokus på om vognmandsfirmaer i selskabsform har en transportleder.
Efter sagen med Insusa ApS og den manglende transportleder, er flere læsere af Danmarks Transport Tidende blevet bevidste om, at en transportvirksomhed skal have en transportleder.
Danmarks Transport-Tidende er i den forbindelse blevet kontaktet og gjort opmærksom på, at der på Trafikstyrelsens hjemmeside ”Find Vognmand”, ved opslag på firmaet Dansk Transport Group ApS, Kolding, ikke fremgår noget navn ud for rubrikken med transportleder.
Men det er tilsyneladende en fejl i systemet, der spiller ind.
-Denne gang er det en fejl. Transportleder er Kim Phillip, siger chefkonsulent Lis Caspersen fra Trafikstyrelsen, Center for Transportmarkeder, til TTN.
Dansk Transport Group ApS råder over 12 godskørselstilladelser, der udløber 31. december 2022.