23948sdkhjf

Tungvognskontrol på vågeblus?

Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) oplyser, at Rigspolitiets kontrol af lastvogne – herunder cabotagekontrol – kommer til af foregå på lavt blus resten af året.

Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) oplyser, at Rigspolitiets kontrol af lastvogne – herunder cabotagekontrol – kommer til af foregå på lavt blus resten af året.



Årsagen til neddroslingen af tungvognskontrollerne – trods regeringens løfte om en øget kontrolindsats på cabotageområdet – er ifølge FDL’s oplysninger (der er ikke angivet nogen kilde i FDL’s artikel./red.), at politiet allerede nu er tæt på at have opbrugt de budgetterede mandetimer på området.

Derfor frygter FDL, at de få mandetimer på tungvogns-området vil forhindre en tilfredsstillende og seriøs kontrolindsats over for udenlandske lastvogne og chauffører.

Brancheorganisationen betegner den – spåede - manglende effektive kontrol er endnu et spark mod seriøse danske vognmænd, der betaler deres skat og afgifter herhjemme.

- Der er nu, mere end nogensinde, behov for at intensivere kontrollen med ikke mindst det stigende antal udlændinge, som med ikke altid lige rene metoder, sætter danskerne ud af spillet, så både de enkelte aktører og statskassen står tilbage som tabere, mens udlændingene, og deres danske kørsels-rekvirenter, griner hele vejen til banken. Det er efter FDL´s opfattelse helt utilstedeligt, hvis ikke politikerne griber ind og får en grundig snak med politiets ledelse, siger kontorleder Jens Groot, FDL, til brancheorganisationens nyhedsbrev FDL-Nyt.

Han erkender, at en effektiv og tilbundsgående kontrolindsats på cabotageområdet er meget tidskrævende. Derfor er FDL også stærkt kritisk over for Rigspolitiets prioritering af området, der betegnes som helt utilstrækkelig.

Discount-kontrol

FDL frygter, at en discount-kontrol fra politiet på tungvogns-området kan få langsigtede konsekvenser, da en kommende evaluering af cabotage-kørslen i Danmark i høj grad vil basere sig på netop politiets statistikker.

- Derfor vil FDL ved den senere evaluering kræve, at kontrollen deles op i to perioder med en skillelinje, der hedder 31. juli. Hvis ikke det sker, vil cabotage-fortalerne og deres allierede på Christiansborg, proklamere, at de havde ret i, at cabotage ikke er et problem, og at cabotage-modstanderne bare vil sætte Danmark i stå, konkluderer kontorleder Jens Groot over for FDL-Nyt.

Transport-Tidende har bedt Rigspolitiet be- eller afkræfte FDL’s oplysninger, samt om en kommentar til kritikken fra FDL. Rigspolitiets kommunikationsafdeling har lovet, at undersøge sagen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062