Dynafleet fungerer også som sporhund
Flådestyringssystemet Dynafleet fandt stjålet lastvogn.
Natten til den 18. juli fik Per Sørensen fra Sørensen Transport & Handel stjålet sin helt nye Volvo FM 500, læsset med 12 paller træpiller – men heldigvis havde han Dynafleet!
Da Per Sørensen fra Sørensen Transport & Handel mødte ind på pladsen klokken 7.30 en torsdag morgen i juli, bemærkede han straks, at kæden foran indkørslen var kørt ned, og at porten stod åben. Som noget af det første slog det Per Sørensen, at lastbilen jo havde Dynafleet og derfor en GPS-sender installeret. Han ringede straks til Volvo Truck Center i Aalborg for at spørge, om de kunne spore den.
Selvom Per som udgangspunkt ikke havde tilkøbt alle pakkerne i Dynafleet, fik man alligevel åbnet for tjenesten Positioner, som er en forudsætning for at spore lastbilen.
Kl.7.47 kunne Truck Centerets Dynafleet-ansvarlige, Henning Rasmussen, således melde tilbage, at lastbilen stod i Rold, som ligger 6 km fra den plads, hvorfra bilen var blevet stjålet.
Politiet blev kontaktet, og Per Sørensen fik sin lastbil tilbage i god behold, efter politiet havde tjekket for fingeraftryk m.v. Eftersom tyvene havde stjålet nøglerne til vognen, tog den heldigvis ikke skade af tyveriet, og på grund af den hurtige sporing, nåede han oveni købet at levere de resterende paller træpiller til tiden!
Per Sørensen udtaler, "Det er fantastisk, at man på så kort tid kan spore lastbilen" Han er meget taknemmelig for den hurtige hjælp, han fik fra Volvo Truck Center i Aalborg, og overvejer nu stærkt at tilkøbe pakken med tjenesten Positioner til begge hans lastvogne, så han fremover er rustet til situationer som denne.