Spansk lufthavn-strejke i vente
Medarbejderne hos Swissport i Spanien vil indlede en strejke i morgen. Det vil blandt andet ramme SAS i lufthavnene i Barcelona, Alicante og Valencia.
Konflikten mellem handlingselskabet Swissport og den store spanske fagforening Comisiones Obreras er gået helt i hårdknude. Det betyder, at handlingmedarbejderne går i strejke fra lørdag den 10. august. I modsætning til tidligere på sommeren, hvor der var punktstrejker på udvalgte dage og tidspunkter, er der denne gang ikke varslet nogen afslutning på strejken, skriver check-in.dk.
Strejkerne forventes at finde sted i Barcelona-El Prat, Alicante og Valencia.
Alene i Barcelona-El Prat lufthavnen vil strejken omfatte omkring 900 medarbejdere, hvorfor der forventes store driftsforstyrrelser. Det vil blandt andet gå ud over store selskaber som SAS, Lufthansa, Austrian, Swiss, Emirates, TAP og American Airlines.
SAS flyver fra København, Stockholm og Oslo til både Alicante og Barcelona, mens det kun er Oslo, der er forbundet med Valencia i SAS-rutenettet.