Banker har ikke lyst til at låne SAS penge
På trods af omfattende rationaliseringer i SAS, er bankerne stadig ikke interesseret i at låne selskabet penge. Det er et nyt obligationslån udtryk for, mener en analytiker.
Selvom SAS er i mål med langt de fleste tiltag i den store 4Excellence Next Generation-spareplan, som blev fremlagt i november sidste år, så har det ikke øget lysten hos SAS’ banker til at låne selskabet penge. Det vurderer senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank på baggrund af, at SAS har optaget et obligationslån på 261 mio. kroner i en såkaldt ”private placement” uden om selskabets normale bankforbindelser.
-Det er et udtryk for, at SAS er nødt til at bruge andre veje til at skaffe kapital. Bankerne har tydeligvis stadig smækket pengekassen i, fastslår Jacob Pedersen ifølge check-in.dk.
Han peger på at SAS er nødt til at skaffe penge i takt med at gamle lån udløber. Det indgik ikke i 4Excellence Next Generation-planen, at lånet skulle optages.
Spørger man SAS selv, så er det nye lån et udtryk for at banker og det øvrige kapitalmarked har fået større tillid til SAS.
-Det skal ses som et udtryk for større tillid til SAS i kapitalmarkedet. Vi har fået adgang til kapitalmarkedet på en måde, som vi slet ikke havde i efteråret sidste år, påpeger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS.