Scania vinder kommunalt udbud i København
Scania i Ishøj skal vedligeholde og reparere kommunens køretøjer over 3.500 kg.
De næste to år skal Scania i Ishøj passe Københavns Kommunes køretøjer over 3.500 kg totalvægt.
Servicesalgschef Poul Egtved fra Scania i Ishøj glæder sig over det samarbejde, som Københavns Kommune og Scania i Ishøj netop har indgået omkring vedligeholdelse og reparation af en flåde på ca. 80 køretøjer. Udbuddet for vedligeholdelse og reparation af ca. 50 last- og varebiler over 3.500 kg totalvægt, og option på ca. 30 små og store busser samt et bredt udvalg af opbygninger og specialudstyr dækker de kommende to år med en estimeret kontraktsum på ca. 12,6 mio. kr.
- Vi er en del af Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning og råder over mange forskellige køretøjer og typer materiel. Det gælder både lastbiler, varebiler, busser, opbygninger, kraner, sneplove og saltspredere, forklarer vognmand Rune Stenvel fra Københavns Kommune.
Hans titel af vognmand skyldes, at hans navn står på de mange godskørselstilladelser, der giver kommunen mulighed for at udføre en lang række transport- og entreprenøropgaver med eget materiel.
- Vi ønsker ikke at løbe spidsrod mellem en lang række leverandører for at diskutere priser og betingelser i én uendelighed. I forbindelse med nedlæggelse af egne værksteder for nogle år siden lavede vi et udbud på alle køretøjer uanset mærke, hvor vinderen dels fik selve opgaverne og dels fik rollen som koordinator. Med dette udbud, som Scania har vundet, videreføres dette samarbejde, forklarer han.
Ikke kun ScaniaDe ca. 80 køretøjer på 3,5 tons totalvægt og derover, som Scania altså skal passe og pleje for kommunen de næste to år, omfatter en del Scania, men der er også køretøjer af andre mærker imellem.
- Dem skal vi også tage sig af, og vi garanterer for pris, kvalitet og leveringstid uanset mærke, siger Poul Egtved fra Scania.
- Scania koordinerer de forskellige serviceopgaver efter kommunens ønsker, så spildtiden reduceres og giver kommunen mulighed for at udnytte deres materiel mere effektivt. Her er det også en fordel, at vi for nogle serviceydelsers vedkommende har døgnåbent i Ishøj samt tilbyder en hente-bringe ordning, slutter Poul Egtved.