Tysk logistikbranche kræver handling
Den overraskende spærring for lastbiler på Rader Hochbrücke over Kieler-kanalen ved Rendsborg får nu den nordtyske transport- og logistikbranche til at kræve øjeblikkelig handling.
Den vigtige bro er totalt spærret for lastbiler i de kommende fire måneder på grund af omfattende skader på de bærende konstruktioner - og det betyder, at mange transporter må ad omveje på op til to timers ekstra kørsel.
Brancheforeningen for transport og logistik i Slesvig-Holsten har derfor fremsendt en ti-punkt plan til myndigheder og politikere.
Foreningen kræver ukonventionelle løsninger for godstransporten, og det skal være her og nu.
Et af forslagene er at ophæve weekend-kørselsforbuddet for lastbiler og et andet er, at det skal være tilladt at køre med farligt gods gennem Rendsborgs kanaltunnel. Endvidere forlanger foreningen, at alle kanalfærger skal sejle i 24-timers drift, indtil broen igen er køreklar for lastbiler
Formanden for transport- og logistikforeningen, Peter Boyens, ønsker også et arbejdet fremskyndes.
I en henvendelse til delstatens trafikminister kræver Peter Boyens, at reparationsarbejdet skal ske i alle døgnets 24 timer – syv dage om ugen.
Politiet har i øvrigt skruet bissen på over for lastbilchauffører, der nærmer sig broen.
I god tid før broen er der opsat store skilte med omkørsels-anvisninger.
Men en del chauffører respekterer det ikke det - sandsynligvis fordi de ikke forstår sproget.
Derfor er politiet nu massivt tilstede for at gelejde lastbilerne til de rigtige afkørsler – men bryder en chauffør anvisningerne, så vanker der klækkelige bøder til chauffør og vognmand.