Chefjurist: Postkassefirmaer er i strid med EU-regler
I weekenden kom det frem, at oprettelsen af såkaldte postkassefirmaer i udlandet, der giver mulighed for at anvende billig udenlandsk arbejdskraft, er udbredt blandt danske transportvirksomheder.
Op mod 15 danske udflagede transportvirksomheder har præcis samme postadresse for deres tyske afdelinger i henholdsvis Flensborg og Harrislee, mens alle aktiviteter reelt foregår i Danmark.
Mogens Therkelsen fra HP Therkelsen udtalte i den forbindelse til TV Syd, at det er helt i tråd med de tyske myndigheder, at aktiviteterne foregår i Danmark, selvom adressen er tysk.
Og det var det sandsynligvis også, da mange af firmaerne blev oprettet.
Før december 2011 var det nemlig fuldt ud lovligt at oprette postkassefirmaer i andre EU-lande, og der var ingen krav til reelle aktiviteter på adressen.
Men 4. december 2011 trådte en ny EU-forordning om fælles regler for udøvelse af vejtransporterhvervet i kraft. Og den forbyder klokkeklart postkassefirmaerne ifølge John Roy Vesterholm, som er chefjurist i brancheorganisationen DTL.
Han vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men henviser til den generelt gældende lovgivning på området.
-Der er efter min bedste overbevisning ingen tvivl om, at postkassefirmaer blev forbudt med den forordning, der trådte i kraft i december 2011. Det fremgår af artikel fem, siger John Roy Vesterholm.
I forordningen står der, at virksomheden skal have et ”faktisk etableret og varigt forretningssted.” Og i en præcisering i artikel fem står der blandt andet, at transportvirksomheder oprettet i et EU-land skal ”råde over et forretningssted i denne medlemsstat med lokaler, hvor virksomhedens kernedokumenter opbevares, navnlig alle dokumenter vedrørende regnskaber og personaleforvaltning.”
Dokumenter med oplysninger om køre-og hviletid og andre relevante dokumenter skal også opbevares på virksomhedens adresse i det pågældende land.
Dermed er det ikke længere lovligt kun at have en postadresse i landet.
Det er op til myndighederne i det land, virksomheden er oprettet i, at kontrollere om reglerne bliver overholdt.
Ifølge John Roy Vesterholm gælder EU-forordningen i alle EU-lande, og det er derfor ikke tilladt at lave national lovgivning, der strider mod EU-reglerne.
-Forordningen trådte i kraft som lovgivning i alle medlemslande i december 2011, og det kan hverken tyske eller danske regler ændre på. Det ville være ulovligt, siger han.