Peter Kleberg ny chef for Shipping Logistics i Stena Line
Mandag den 10. juni overtog Peter Kleberg stillingen som ny chef for Shipping Logistics i Stena Line. Det skriver Transport I Dag.
Peter Kleberg har mange års erfaring inden for logistik-og skibsindustrien og kommer senest fra North Sea RoRo AB, hvor han har været salgs-og marketingdirektør.
- Det bliver meget spændende at påtage mig nye udfordringer ved Stena Line, siger Peter Kleberg. Jeg har næsten hele livet arbejdet med fragt og har prøvet alt fra at arbejde som speditør til linjechef og nu senest som marketingsdirektør. Stena Line har et enormt potentiale med sit store rutenet og sine moderne skibe og har alle forudsætninger for at det skal lykkes med målsætningen om at udbrede fragtvirksomheden ved at tilbyde helhedsløsninger indenfor logistik.
Stena Lines indsats for at udbrede fragtforretningen handler om at supplere den traditionelle kaj-til-kajvirksomhed ved at tilbyde komplette logistikløsninger, der indebærer, at Stena Line kan håndtere hele eller dele af et større firmas logistikkæde.
- Peter Kleberg har lang og bred erfaring og er den helt rette person til at fortsætte med at drive og udvikle vores arbejde indenfor dette område, siger Björn Petrusson, Freight direktør Stena Line.