Mindre sæsonudsving i den globale containertrafik
Drewry: Den traditionelle kraftige vækst i containervolumenerne i højsæsonen på øst-vest-trafikkerne er svækket markant i de senere år.
Tredje kvartal har traditionelt været rigtig travl for de oversøiske containerrederier. Men den vanlige stærke vækst i volumenerne er blevet svækket markant i de senere år. Det påvirker ifølge shippinganalytikerne i britiske Drewry både afskiberenes og rederiernes forretning markant.
Drewry vurderer allerede nu, at containerrederierne ikke bør satse alt for meget på den normale vækst i indtjeningen i tredje kvartal i år.
- Alle tegn tyder på, at Q3 2013 ikke vil blive meget bedre end det var sidste år, hvor højsæsonen skuffede fælt, skriver Drewry i en pressemeddelelse.
Årsagen er angiveligt, at detailhandlen i Nordamerika og Europa traditionelle behov for at fylde lagrene op til højtiderne Thanksgiving i Nordamerika og jul og nytår ligger væsentligt under tidligere niveauer.
Udviklingen vækker bekymring blandt containerrederierne, der er afhængige af høje vækstrater – ikke mindst nu, hvor der er et stort antal gigantiske containerskibe i ordre, samtidig med rederierne kæmper med lave fragtrater på grund af overkapacitet.
Drewry understreger, at tredje kvartal fortsat vil være containerrederiernes bedste kvartal, men i langt mindre grad en tidligere.