LOT vil skære ruter væk
Det polske netværksselskab LOT har gennem længere tid kæmpet for sit liv, og EU-Kommissionen har været særdeles skeptisk over for de livsforlængende initiativer, som den polske regering har tyet til.
Det handler blandt andet om et statstilskud på næsten 700 mio. kroner, som blev skudt ind i selskabet for kun seks måneder siden.
Men hvis det står til den polske regering og LOT, så bør EU-Kommissionen give grønt lys til, at det polske finansministerium sender yderligere omkring 655 mio. kroner til selskabet.
Det fremgår af en redningsplan, som de polske konkurrence- og forbrugermyndigheder har sendt til EU-Kommissionen.
Den polske finansminister Włodzimierz Karpiński pointerer over for flere polske medier, at LOT-ledelsen oprindeligt havde vurderet, at der ville være behov for statsstøtte for tilsammen 2,4 mia. kroner. At selskabet kun mener at have brug for under 1,4 mia. kroner er, ifølge finansministeren, et tegn på at det går den rigtige vej.
Planen indeholder også et forslag om at nedlægge hver fjerde af selskabets flyruter og skille sig af med 15 Embraer-jetfly, som LOT har leaset.