Volvo fandt en vinder
26. juni blev Team Harju fra Finland kåret som vinderne af VISTA 2012-2013 – Volvo Lastvogne og Volvo Bussers globale konkurrence for eftermarkedspersonale.
Det danske hold OneOneTwo - der ses på billedet - fra Skifter Lastbil i Aabenraa fik en flot sjetteplads.
-Vi er utrolig glade og stolte af at være blevet verdensmestre, udtalte en overrasket Immo Harju, holdleder for det finske hold, kort efter at resultaterne blev offentliggjort.
-Konkurrencen har været meget udfordrende og det var en rigtig hård dag. Nogle af opgaverne var ekstremt stressende, men vi kender alle sammen hinanden godt og arbejder godt sammen på holdet.
Volvo Lastvogne og Bussers konkurrence VISTA – den største konkurrence af sin slags i verden – gik i gang i september sidste år med over 17.000 deltagere fra 93 lande. Igennem en række teorirunder og regionale semifinaler blev konkurrencen gradvist indsnævret til kun 32 hold fra hele kloden, som alle rejste til Gøteborg i sidste uge for at deltage i VISTA 2012-2013 verdensfinalen. Holdene blev testet i samarbejde, problemløsning og evnen til at følge instruktioner i henhold til Volvos retningslinjer. Med andre ord evner, der er essentielle i forhold til at sikre kundeservice af høj kvalitet.
-Vi er utrolig stolte af, at OneOneTwo kunne opnå en sjetteplads ud af 17.000 af verdens bedste Volvo eftermarkedspersonale, udtaler Torben Pihler, kompetenceudviklingschef og lokal VISTA-ansvarlig i Danmark.
-Det er et bevis på den høje standard, vi holder på Volvo-værkstederne i Danmark.