Stort fremmøde til motorvejs-planer
Informationsmødet om den nye motorvej mellem Herning og Holstebro torsdag aften den 27. juni i Aulum blev et regulært tilløbsstykke.
Omkring 650 borgere var mødt op for at høre nærmere om baggrunden for vejen, ekspropriationer og vejens linjeføring.
Vejdirektoratets projektchef Søren Andersen lagde ud med at fortælle om baggrunden for motorvejen, den afsluttede VVM-fase og den politiske beslutning, der førte til det vejanlæg, der nu skal bygges.
Bagefter kom Vejdirektoratets projektledere på banen. Først John Kjærsgaard, der er ansvarlig for den sydligere del af projektet. Han blev efterfulgt af Janie Winther Ipsen, der er ansvarlig for den nordlige del af projektet. I nærmere detaljer præsenterede de motorvejens linjeføring, tilslutningsanlæg, skærende veje med mere.
Spørgsmålet om, hvordan det nye anlæg vil påvirke grundejerne, er et emne der naturligt optager mange borgere.
Derfor var Vejdirektoratets landinspektører også en vigtig del af programmet. De gennemgik processen frem mod ekspropriationerne, hvor det første store skridt bliver linjebesigtigelsen omkring årsskiftet. Her besøger Ekspropriationskommissionen området og skal bedømme og godkende Vejdirektoratets forslag til vejens linjeføring. Til sidst var emnet støj fra den færdige vej.
Efter oplæggene var der kaffepause, hvor de mange borgere flokkedes om Vejdirektoratets medbragte kort og andet materiale.
Efter pausen var det tid til spørgsmål fra salen, en mulighed mange greb. Spørgsmålene var både ret overordnede og nogle meget detaljerede. En borger ville fx vide, hvor fast den præsenterede linjeføring lå. En anden havde detaljerede spørgsmål til tilslutningen ved Ljørring. Linjeføringen ligger stort set fast, var svaret fra Vejdirektoratet og i forhold til tilslutningen ved Ljørring, så havde Vejdirektoratet behov for at detaljere projektet mere, før der kunne svares ordentligt på det.
I Vejdirektoratet er der stor tilfredshed med aftenens informationsmøde, fortæller projektchef Søren Andersen.
-Det gik godt. Vi fik præsenteret projektet og os selv over for rigtig mange borgere i området. Vi er glade for, at der kom så mange. Vi håber på, at alle gik hjem med ny viden om motorvejsprojektet og nu har en bedre fornemmelse for den kommende proces frem mod ekspropriationerne, sagde han efter mødet.
De første ekspropriationer finder sted omkring årsskiftet 2014/2014 og de sidste i begyndelsen af 2016.