Fremtidssikret kollektiv trafik skal styrke Aalborgs udvikling
Aalborg Kommune, Region Nordjylland og Nordjyllands Trafikselskab har i fællesskab gennemført en foranalyse af det, der skal resultere i en ny og moderne form for kollektiv trafik i Aalborg.
Foranalysen omfatter to forskellige løsninger. Dels en letbane, som er en moderne sporvogn, og dels en højklasset buslinje kaldet Bus Rapid Transit (BRT).
I de kommende år forventes der en kraftig tilvækst og udvikling. Aalborg Kommunes fysiske vision for byens udvikling peger på op til 25.000 flere indbyggere i 2025. Aalborg er i gang med en udvikling, der løfter byen fra at være en mindre dansk storby til at blive en vigtig byregion med store udviklingsmuligheder.
Den rivende udvikling i Aalborg har stor betydning for mobiliteten i byen. Bilister oplever stadig oftere at sidde i kø, og busserne er fyldte i myldretiden. De kommende mange nye indbyggere, placeringen af Aalborg Universitetshospital i Aalborg Øst og den fortsatte vækst i antallet af studerende på Aalborg Universitets vil medvirke til et øget pres på vejnettet og i den kollektive trafik.
- Ifølge regeringens målsætninger skal den kollektive trafik i fremtiden løfte det meste af trafikvæksten. Derfor har regeringen netop etableret Togfonden DK, som skal sikre gode forbindelser på det overordnede jernbanenet. Men vi har også behov for at kunne tilbyde de mange passagerer, som skal til og fra stationerne i de større byer, en komfortabel og regelmæssig rejse til de større knudepunkter. Det vil ikke være muligt i fremtiden med de nuværende løsninger, uddyber formand for NT’s bestyrelse, Thomas Kastrup-Larsen
Rådmand for Teknik og Miljø Mariann Nørgaard ser mange positive aspekter i et markant løft til den kollektive trafik i Aalborg.
- En letbane vil, udover at løse de trafikale problemer, blive et bærende element i vækstkorridoren, som bl.a. forbinder campusområdet og det kommende universitetshospital i Aalborg Øst med midtbyen og vestbyen. Ved den nye linjes stationer kan der laves en række knudepunkter, som styrker fleksibiliteten i den kollektive trafik. Og da linjen kan indpasses i de nuværende gaderum, vil det samtidig øge tilgængeligheden til byens mange muligheder, siger Rådmand for teknik og Miljø, siger Mariann Nørgaard.