Tunnel-tyvstart i små bidder
Når Femern A/S i den kommende tid begynder at udbyde de første fremrykkede anlægsopgaver ved Rødbyhavn, vil det ske i små bidder som også lokale virksomheder forventes at kunne bide over.
Det fortalte designmanager Niels Erik Mortensen, Femern A/S, under et arrangement for danske og tyske erhvervsfolk i Holeby.
Når der således nu skal bygges en ny pumpestation, fordi Strandholm Landvindingslags nuværende ligger der, hvor der skal bygges tunnelelementfabrik, vil den opgave ifølge Niels Erik Mortensen blive delt op i tre enkelt-entrepriser: Jord- og beton, byggeriet af selve pumpehuset og endelig installationerne som den tredje entreprise.
Desuden venter også blandt andet vejarbejder på mindre strækninger, når Femern A/S som fastlagt i regeringens vækstplan bruger i alt 700 millioner kroner i år og næste år for på en gang at gøre Femern Bælt-projektets tidsplan mere solid, og for at fremme beskæftigelsen på Lolland-Falster.