Nye canadiske patruljeskibe designes i Odense
Virksomheden Odense Maritime Technology skal designe nye arktiske patruljefartøjer til den canadiske flåde.
Odense Maritime Technology - der er dannet ved udskillelse af designafdelingen på Odense Staalskibsværft på Lindø, som var stærkt involveret i designet af Søværnets tre nye fregatter i Iver Huitfeldt-klassen – har ifølge DR P4 Fyn nu modtaget bestilling på design og konstruktion af nye arktiske patruljeskibe til den canadiske flåde.
Det glæder ifølge regionalradioen direktør Kåre Christiansen, Odense Maritime Technology, der dog ikke må kommentere mere på ordren fra Canada.
Kontroversielt projektDet danske firma er ifølge canadiske medier underleverandør til det canadiske værft Irving, der angiveligt har fået en kontrakt til en værdi af 288 mio. canadiske dollar (godt 1,5 milliarder danske kroner) for projekteringen af de nye Arctic Offshore Patrol Ships.
Kontrakten har vakt opsigt i Canada, fordi kontraktsummen ikke omfatter bygningen af et eneste skib. Canadiske kritikere har blandt andet peget på, at Danmark har bygget de to lignende inspektionsskibe i Knud Rasmussen-klassen - der er fast stationeret ved Grønland - til en stykpris på omkring 105 mio. canadiske dollar.