Debat: Hårdt for vognmænd
Debatindlæg af Anne Kathrine Steenbjerge, formand DI Transport, og Peter B. Jepsen, formand for Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik
Skatten på arbejdsudleje ved brug af udenlandske underleverandører er dybt urimelig og tvinger danske vognmænd ud af landet. Derfor er vi dybt forundret over, at direktøren for vognmandsorganisationen Dansk Transport og Logistik (DTL) i et debatindlæg den 13. juni udtrykte sin støtte til skatteministeren i dette spørgsmål.
Problemet med skat på arbejdsudleje er, at den kun rammer danske transport-virksomheder og vognmænd. Hvis en dansk vognmand køber en polsk vognmand som underleverandør til at køre i Danmark, så skal den danske transportvirksomhed indeholde 8 % arbejdsmarkedsbidrag og 30 % i skat. Hvis en tysk vognmand køber den selv samme polske vognmand til at køre de samme ture i Danmark, så skal den tyske vognmand ikke betale skat. Hvordan DTL kan påstå, at det giver mere lige konkurrence, er ubegribeligt.
Den nye arbejdsudlejeskat er desuden en enorm administrativ byrde for danske transportvirksomheder og vognmænd. Derfor risikere vi, det bliver for dyrt og besværligt at drive virksomhed i Danmark, og en masse arbejdspladser flytter ud af landet, og fremtidige investeringer bliver lagt i udlandet.
Udenlandske transportvirksomheder kan fuldt lovlig køre 365 dage om året i Danmark uden at betale arbejdsudleje skat og uden det administrative bøvl. Det er bemærkelsesværdigt, at DTL mener, det er ok at lave en skat, der kun rammer danske transportvirksomheder, når vores udenlandske konkurrenter ikke skal betale for deres kørsel i Danmark.
Der er en grund til, at vi normalt betaler skat, der hvor lastbilen er indregistreret. Transport er en international branche og EU-lovgivningen sikrer retten til at køre i alle EU-lande. Derfor nytter det ikke at lave en skat, der giver en konkurrencefordel til udenlandske transportvirksomheder.