Debat: Therkelsen skriver til ministre
Debatindlæg af Mogens Therkelsen, direktør i HPT A/S, Padborg.
Mogens Therkelsen har sendt dette brev om arbejdsudlejeskat til ministre og politikere på Christiansborg:
HPT er et dansk firma, der hovedsagelig arbejder på de internationale markeder fra og til Danmark indenfor letfordærvelige varer af enhver art. Vi har ca. 210 transportenheder, som kører på internationale trafikker til og fra Danmark. Af disse antal enheder har vi igennem årene været nødt til at indregistrere hovedparten af disse biler i Tyskland grundet de rammebetingelser, der var for at udføre internationale transporter fra Danmark på, og her tænkes bl.a. på det meget høje lønniveau.
Derudover beskæftiger vi i HPT en 60-70 udenlandske vognmænd, der kører for os i international trafik fra og til Danmark.
Som man kan se, så er hele vor forretning anlagt på at arbejde på det internationale marked, og her kommer så arbejdsudlejeskat ind i billedet, som gør, at den måde arbejdsudlejeskatten skal administreres på, er fuldstændig umulig at praktisere i det daglige. Det skyldes, at udlejeskatten skal beregnes af den andel, der køres i Danmark af udenlandske chauffører med deres køretøjer, og det samme er gældende for de fremmede vognmænd af udenlandsk herkomst, der kører for os for deres chauffører. Dvs. en given transport på 1000 km, hvoraf de 100 km udføres i Danmark, skal der af disse 100 km beregnes en skattemæssig andel, hvortil man skal bruge den pågældende chaufførs skattemæssige og personlige oplysninger fra den udenlandske transportør.
Hele denne arbejdsgang vil være så administrativ tung og uoverskueligt, at det slet ikke vil kunne lade sig gøre i vor virksomhed.
Hvad er så mulighederne for vor virksomhed i denne sag?
Som det er lagt op fra SKAT, så er der for os kun en mulighed, det er nemlig at flytte hele vores speditionelle del til udlandet og dermed flytte yderligere arbejdspladser ikke kun chauffører, men også vores administration, for ikke at miste den kørsel samt kunder, idet det ligeledes for vores kunder vil være et fordyrende led, som igen er med til at skabe en forvridende konkurrence overfor udenlandske firmaer.
Da vi i Danmark for tiden arbejder hårdt på at være konkurrencedygtige på det internationale marked, ligesom vi stadigvæk arbejder på at få beskæftigelsen forøget, må vi klart fra vor virksomhed sige, at denne arbejdsudlejeskat trækker 100 % i den forkerte retning.
Vi håber derfor, at du vil hjælpe os med at påvirke de politikere, der kan være med til at revurdere denne skat, og hertil står vi meget gerne til rådighed. Ligesom vi også henviser til vores respektive interesseorganisationer DI samt ITD, der allerede har forelagt problemstillingen, og også har kalkuleret, hvad det betyder for en dansk transportvirksomhed.
Såfremt der er mening i, at politikerne virkelig vil være part i en vækststrategi for danske virksomheder, så taler denne skat helt klart imod disse intentioner, og vi må betragte, at politikerne ikke reelt ønsker, at vi skal være konkurrencedygtige på de internationale markeder, også indenfor transporterhvervet.
Så derfor er vores henvendelse til dig, om at du vil gå effektiv ind i denne sag, så vi hurtigst muligt ved, hvor vi står, og hvad vi kan arbejde ud fra, og forhåbentlig ikke, at vi skal til at drive yderligere virksomhed på udenlandsk grund i stedet for dansk.