Trængsel i trængselsdebatten
I Folkemødets vrimmel og til lyden af regndråber på teltet tog et debatpanel bestående af DTLs adm. direktør Erik Østergaard, DTL, fire transportordførere fra henholdsvis V, K, DF og S samt en repræsentant for den grønne tænketank Concito trængselsemnet op til en status.
- Der var hele vejen rundt under debatten en udpræget god forståelse for trængselsbilledet, og det kan vi takke det grundige arbejde i Trængselskommissionen for. Vi er blevet klogere, og der er vist ikke så meget tvivl om, at trængslen på vejen har bundfældet sig i beslutningstagernes politiske bevidsthed. Så langt, så godt, vurderer Erik Østergaard.
Der var fx gennemgående kritik af Københavns Kommunes konstante indsnævring af vejkapaciteten, der blandt andet har bevirket, at selv om antallet af lastbiler i kommunen er faldet kraftigt gennem de seneste 10 år, så opleves de i hverdagen som et trængselselement.
Tænketanken Concito anlagde en adfærdsmæssig tilgang til bekæmpelsen af trængslen, der ud over den velkendte afgiftsmelodi gik på smarte måder at ændre folks trafikvaner på. Talen faldt fx på "fast lane" konceptet fra udlandet, hvor flere i bilen belønnes med særlige kørebaner.
Erik Østergaard peger på, at det springende punkt igen er penge til at realisere nogle af de mange gode ideer. "OPP - Offentligt-Privat-Partnerskab er ikke i sig selv svaret på trafikanternes trængsler på vejene. Der skal simpelthen investeringer til".
Debatmødet nåede dog ikke ind på baggrunden for den politiske beslutning om at sløjfe ITS-puljemidlerne, der skulle have været brugt til plukke de "lavt hængende frugter" – som var det populære udtryk, da trængselsdebatten startede for over 1 år siden.
DTLs aktiviteter på Bornholm fortsætter i aften 18.30 ved et debatarrangement i Europa-Husets telt med fokus på social dumping i chaufførbranchen under temaet "billig løn – dyr løsning".