SAS-plan virker
Det økonomiske pres er begyndt at lette hos luftfartsselskabet SAS.
Det kan ikke mindst aflæses i regnskabet for andet kvartal, hvor der er markant fremgang at spore, skriver epn.dk.
Underskuddet før skat er således faldet fra -734 mio. svenske kroner i andet kvartal 2012 til -306 mio. svenske kr. i samme periode i år.
Dermed ser man nu de første resultater af den omfattende spareplan, der blev lanceret i andet halvår 2012.
- Det er glædeligt at konstatere, at den gennemgribende omstruktureringsplan nu begynder at have effekt - den underlæggende udvikling viser fortsat lavere enhedsomkostninger samt en bedre yield, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS.
Omsætningen dalede til 9,9 mia. svenske kr. Der er dog tegn på bedre tider for SAS.
Ser man på driftsresultatet (ebit), så er det væsentligt bedre end forventet. Her rammer SAS et underskud på 86 mio svenske kr., hvilket er noget bedre end de forventede -122 mio svenske kr.
For hele året forventer SAS stadig overskudsgrad større end 3 pct. og et positivt resultat før skat.