ADR-hold har vokseværk
ITD har nu fem sikkerhedsrådgivere, som er klar til at lede vognmænd ad de kringlede veje med det farlige gods.
Når lastbiler kører rundt på danske veje med fyrværkeri, benzin eller svovlsyre, skal sikkerheden være i top. De såkaldte ADR-regler sørger for styr på det farlige gods, så trafikken glider sikkert frem.
For vognmanden kan det dog være en udfordring at navigere gennem de mange regler og krav.
ITD er klar til at være kompasset gennem vildnisset og har netop udvidet rådgiverstaben med specialkonsulent Camilla Wiig og teknisk konsulent Steffen Johannsen. Begge bestod for kort tid siden eksamen i sikkerhedsrådgivning, og dermed består ITD’s ADR-hold nu af fem rådgivere.
- Det er en fordel, at vi nu er fem på holdet. Skulle det ske, at vognmanden ikke kan få fat i sin faste rådgiver, står der hurtigt en anden klar til at hjælpe, fortæller chefkonsulent Lene Mazur Hartvig.
Tungt men spændende- Det er tungt, men spændende stof. Jeg glæder mig til med tiden at rådgive mit eget netværk af virksomheder, lyder det fra Steffen Johannsen.
ITD’s rådgivere holder sig konstant opdateret og leverer en fastlagt service: Først er der et opstartsmøde, og så følger en gang om året en årsrapport til virksomheden kombineret med et personligt besøg fra den faste rådgiver.
- Det tætte samarbejde betyder, at vognmændene har det fulde overblik over farligt gods og myndighedernes krav, siger Lene Mazur Hartvig.
En sikkerhedsrådgiver er lovpligtig for virksomheder, der håndterer farligt gods. 180 virksomheder får i dag rådgivning fra ITD.