ITD’s Inge Ravn Hansen fejrer 25 års jubilæum
15. juni 2013 fejrer koordinator Inge Ravn Hansen 25 års jubilæum hos vej-godstransportens brancheorganisation ITD i Padborg.
Inge Ravn Hansen er kontoruddannet. Hun arbejdede blandt andet hos Pad-borg Distriktstoldkammer, inden turen i 1988 gik til den del af FDE, som i dag har skiftet navn til ITD.
Hun begyndte med titlen kontorassistent, var en overgang chefsekretær og er nu koordinator.
I alle 25 år har tæt kontakt med ITD’s medlemmer været en central del af jobbet.
Blandt hendes mange andre opgaver har været korrekturlæsning af ITD’s tekster. Her har hun gjort sig fortjent til titlen som ”ITD’s kommageneral”, for intet bliver overladt til tilfældighederne.
Hver dag starter med et godmorgen til kollegerne og en tur ned ad gangene med et smil på læben. Hun er klar til at dele ud af det gode humør og muntre kollegerne op, hvis de har en dårlig dag.
Inge Ravn Hansen er den eneste medarbejder hos ITD, som både internt og eksternt er mere kendt under sit kælenavn end sit rigtige navn. Alle kender hende som ”Ingse.”
Fritiden går især med familien. Hun bor sammen med sin mand i Kruså. Sammen har de en voksen datter. Hvad angår motionen, er det traveturene, som trækker. De daglige ruter er gerne på otte kilometer, og ingen stier eller veje i lokalområdet er ukendte.
Efter 25 år stort set uden sygedage er Inge Ravn Hansen lige nu langtidssy-gemeldt og derfor ikke til stede på ITD i jubilæumsdagene.