Risiko for flystrejke i Frankrig
De franske flyveledere indleder med stor sandsynlighed en tredages strejke.
En strejke vil betyde aflyste og forsinkede fly over en stor del af Europa, skriver check-In.
Ifølge de franske luftfartsmyndigheder, så forventes flyveledere over hele Frankrig tirsdag morgen kl. 06.00 at indlede en tre døgn lang strejke frem til fredag.
SAS har stoppet salget af billetter til selskabets flyvninger til Paris og Nice tirsdag, onsdag og torsdag, ligesom flere andre selskaber allerede har publiceret information til passagererne på deres hjemmesider.
Myndighederne har i første omgang informeret flyselskaberne om, at de sandsynligvis kun kan forvente at kunne gennemføre under halvdelen af deres flyvninger til og fra Frankrig. Og en eventuel strejke vil også kunne påvirke den flytrafik, der går henover Frankrig. Det er blandt andet al flytrafik fra Skandinavien til Spanien.