KLM har kig på Færøerne
I Vágar-lufthavnen på Færøerne har man længe haft et ønske om flere operatører i lufthavnen. Så sent som i sidste måned var hollandske KLM på visit.
I tirsdags kunne check-in.dk fortælle, at det hollandske flyselskab KLM har kig på yderligere en destination i Danmark. Hvilken én der er tale om, er endnu frit for spekulation, men på de 18 Atlanterhavs øer, Færøerne, har man længe drømt om flere ruter til øens lufthavn, Vágar, og så sent som i sidste måned, havde man her inviteret KLM på besøg.
-Vi er i dialog med flere luftfartsselskaber, både skandinaviske og engelske om ruter til Vágar Lufthavn. I maj var repræsentanter fra KLM på besøg på Færøerne i forbindelse med VisitFaroeIslands årlige workshop, og de var også inviteret på besøg her i lufthavnen, fortæller Jákup Sverri Kass, administrerende direktør i Vágar Lufthavn, til CHECK-IN.dk. Han understreger dog, at der i første omgang bare var tale om et høfligt visit fra KLM.
Med kendskabet til, at KLM allerede overvejer en fjerde rute til Danmark, er det langt fra usandsynligt, at det kunne ende ud med en rute til Færøerne.
Sidste år blev den forlængede landingsbane på i alt 1.799 meter taget i brug sammen med et nyt indflyvningssystem. Dette har på alle mulige måder gjort lufthavnen mere tilgængelig for flere luftfartsselskaber end tidligere.
Det er især en direkte forbindelse til Tyskland, Frankrig eller Holland, som står højt på ønskelisten i Vágar Lufthavn, hvilket på mange måder vil gøre KLM til den rette aktør. Med hub i Amsterdam er KLM centralt lokaliseret i forhold til de tre nævnte lande.