Rederiforening tilfreds med øget politisk fokus på Søfarten
Regeringens nye handelspolitiske strategi, fokuserer på blandt andet øget liberaliseringer for skibsfarten – EU vil sikre blå vækst.
Søfarten er en af Danmarks erhvervsmæssige styrkepositioner og blandt de lokomotiver, der kan trække Danmark ud af den økonomiske krise. Det fremhævede regeringen i december sidste år i sin ”Vækstplan for Det Blå Danmark”.
Nu udbygger regeringen sin ambitiøse indstilling til branchen i sin nye handelspolitiske strategi – den første siden 2007 – der netop er offentliggjort. Strategien har bl.a. til formål, via globale maritime kontakter, at fastholde og udvikle dansk skibsfarts internationale position samt modarbejde de internationale tendenser mod protektionisme som følge af den økonomiske situation. Det skriver Danmarks Rederiforening i nyhedsbrevet ”Kompas.”
- Der arbejdes for generelt øget liberalisering af søfartsområdet, både gennem de bilaterale handelsaftaler og multinationalt,” står der i strategien, der også har fokus på at nedbringe toldbarrierer og andre forhindringer for international handel. På søfartsområdet vil regeringen desuden understøtte danske rederiers eksport ved direkte dialog med myndigheder og politikere i de vigtigste maritime nationer. Danmarks Rederiforening sætter pris på regeringens fokus på at fastholde og øge liberaliseringsniveauet.
- Skibsfarten er allerede et liberaliseret erhverv. Men vi er glade for, at man ønsker af fjerne endnu flere handelsbarrierer og for eksempel styrke de bilaterale maritime relationer med lande, der er særlig relevante for Det Blå Danmark, siger afdelingschef i Danmarks Rederiforening Jacob K. Clasen.
EU-transportudvalgDet er ikke kun på Christiansborg, der er positivt fokus på søfarten. En rapport fra Europa-Parlamentets Transportudvalg konkluderer i en ny rapport, at Europa står over for to store udfordringer på det maritime områder. Rapporten ventes godkendt af hele Europa-parlamentet i næste måned.
Den ene udfordring er at sikre, at den europæiske, maritime arbejdsstyrke har de nødvendige kompetencer – så en vækst i branchen også vil medføre en vækst i den skrantende europæiske beskæftigelse. Den anden udfordring handler om at forhindre, at en fremtidig ’blå vækst’ ikke sker på bekostning af miljøet. Rapporten understreger desuden, at det er nødvendigt med en stigende grad af strategisk tænkning på EU-plan, hvis sektoren skal udnytte sit fulde potentiale for at bidrage til Europas økonomi.
- Mange af vores medlemmer føler en vis træthed over de talrige og vidtrækkende EU-forslag, der ligger på bordet. Blå Vækst er derfor et meget velkomment initiativ, der minder alle EU-institutionerne om værdien af shipping for Europa, siger leder af Rederiforeningens sekretariat i Bruxelles, Simon C. Bergulf, til ”Kompas.”