KLM overvejer ny dansk destination
Det hollandske flyselskab KLM er en stadig stigende trussel for SAS på det skandinaviske hjemmemarked.
I dag flyver KLM til 14 destinationer i Norden, herunder København, Billund og Aalborg i Danmark.
Men der kan muligvis være mere på vej til det danske marked. Det afslører Air France-KLM´s nordeuropæiske chef, Ryanne van der Eijk, i en samtale med CHECK-IN.dk.
-Vi kommer til at vokse i Norden på en kombination af flere frekvenser og nye destinationer. Vi har netop åbnet en rute fra Amsterdam til Ålesund i Norge, og vi kommer helt sikkert til at etablere endnu en rute til Norge, fortæller Ryanne van der Eijk til check-in.dk.
Hun understreger dog, at det først bliver efter 2014, at den nye norske rute kan blive en realitet.
På spørgsmålet om, hvorvidt der er mere at komme efter i Danmark, svarer Ryanne van der Eijk: "Vi har en fjerde destination i kikkerten, men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt.
Lufthavnen i Odense ligger midt i mellem København og Billund, så den kan formentlig udelukkes. Esbjerg Lufthavn ligger for tæt på Billund, og offshore-trafikken til Amsterdam udgår allerede derfra i dag. Det virker heller ikke som en realistisk mulighed, at KLM vil etablere sig med en rute til Aarhus eller Karup, da det vil kannibalisere på Amsterdam-ruten fra Aalborg i nord og Billund i syd.
Tilbage er blot Sønderborg Lufthavn, som måske heller ikke er så usandsynlig endda. Siden foråret 2012 har der været direkte motorvejsforbindelse til den syddanske lufthavn fra E45-fletningen ved Tinglev, hvilket har forbedret tilgængeligheden.