Ryanair får hug af britiske myndigheder
Det irske lavprisselskab Ryanair kan blive nødt til at reducere sin ejerandel i det andet store i irsk luftfartsselskab, Aer Lingus, lyder det i en rapport fra de britiske konkurrencemyndigheder, UK Competition Commission.
Konkurrencemyndighederne er bekymret over, at Ryanair ejer 29,8 pct. af Aer Lingus, hvilket ifølge myndighederne kan skade konkurrencen på ruter mellem Irland og Storbritannien. Det skriver epn.dk.
I rapporten fremgår det nemlig, at Ryanair via sit ejerskab har indflydelse på strategien i Aer Lingus, hvilket kan påvirke konkurrence på de ruter, hvor de to selskaber flyver, skriver britiske BBC.
I de seneste år har luftfartsbranchen været hårdt presset af stigende konkurrence og høje brændstofpriser, og det har ført til en øget konsolidering i flybranchen. Det er især Aer Lingus' muligheder for at fusionere med andre flyselskaber, der skaber bekymringer.
-Vi mener, at en fusion sandsynligvis vil være nødvendigt for, at Aer Lingus kan opnå synergier forblive konkurrencedygtig i fremtiden, lyder det fra Simon Polito, der sidder i ledelsen i de britiske konkurrencemyndigheder.
Konklusionerne i rapporten er endnu et slag for Ryanair, der ad flere omgange har forsøgt at købe Aer Lingus.