Stena Line udvider på rute til Polen
Den stigende interesse for Gdansk-området blandt skandinaver, har nu fået Stena Line til at indsætte en tredje færge til ruten mellem Karlskrona og Gdynia.
Fra den 8. juli indsætter Stena Line det nye skib, der får navnet Stena Alegra. Med skibet øges kapaciteten på ruten med 20 procent.
- Det føles fantastisk, at vi nu har en løsning med et tredje fartøj på plads. Trafikken på linjen er steget kraftigt i de seneste år, og behovet for mere kapacitet har været stor, fordi vi har kørt med fuld belægning over en lang periode. Nu skal vi forbedre servicen for både vores fragtkunder og ferierejsende med flere afgange, siger Tony Michaelsen, der er chef hos Stena Line for ruten Karlskrona-Gdynia.
I 2012 steg andelen af lastbiler på ruten med 7 procent, mens antallet af biler steg med 9 procent, og tendensen fortsætter. I første kvartal i år steg antallet af lastenheder med 11 procent, og antallet af biler med 8 procent i forhold til første kvartal af 2012.
Det nye skib er bygget i 1998 og har plads til 350 passagerer. Mange danskere vælger at komme til Gdansk-området med bus eller tog fra København til Karlskrona. Dentours og Vindrose rejser er blandt de danske rejsebureau, der repræsentere Stena Line og ruten til Gdynia i Polen.