Speditører får for lang snor
Debatindlæg fra Søren B. Nielsen, Vallensbæk.
Hvis ikke danske speditører havde slæbt billige udenladnske biler til Danmark i hobetal, i deres iver på at skabe omsætning, da de nye lande blev medlem af EU, havde der stadig været danske eksportvognmænd med chauffører.
Det mener Søren B. Nielsen fra Vallensbæk Strand i en kommentar til direktør Jørgen Hansen fra Freja, der forleden betegnede cabotagedebatten som en hetz mod dansk industri og danske transportvirksomheder – herunder ikke mindst speditørene.
- Jeg vil gerne minde om, at såfremt der ikke fra danske speditørers side var blevet hentet udenlandske vognmænd ind i stor udstrækning i årene 2006-2008, hvor det ikke lod sig gøre at opdrive en dansk chauffør eller vognmand (de ville dengang hellere have et 7-15 job i den danske industri), tja så havde de varer det danske erhvervsliv producerede stadig stået på de danske fabrikker, mente Jørgen Hansen.
Søren B. Nielsen mener, at Freja selv har været med til at sænke priserne så meget, at de kun kunne gennemføres med udenlandske chauffører.
- Så ja, Jørgen Hansen, danske speditører har været med til at gøre flere tusinde mennesker arbejdsløse, skriver Søren B. Nielsen bl.a. i sit åbne brev, hvori han endvidere giver udtryk for, at ”hovedparten af disse udenlandske biler kører ulovligt iht. Køre- hviletidsbestemmelserne.
- Her tænker jeg specielt på afholdelse af 45 timers hvil. Et hvil, der ikke må afholdes i bilen. Et held for danske speditører, at politiet ikke interesserer sig for denne bestemmelse. Måske burde danske speditører også tage deres ansvar alvorligt, skriver Søren B. Nielsen, der mener, at de udenlandske lastbiler fylder på rastepladserne i bl.a. Karlslunde og Tappernøje, hvor der efter hans mening ikke er plads til betalende gæster.
Derudover er de udenlandske lastbiler ikke ret miljøvenlige, mener Søren B. Nielsen, der slutter af med at skrive:
- Og der er ikke tale om nogen hetz mod danske speditører. De har tværtimod fået alt for lang snor – noget som det danske samfund betaler for.