Toakslet Kelberg til Stenderup
Transportvirksomheden E. Christensen & Søn ApS, Stenderup ved Grindsted har for nylig fået overdraget en fabriksny toakslet Kel-Berg gardintrailer.
Den nye Kel-Berg gardintrailer ruller på to ni tons SAF-aksler, der er udstyret med tromlebremser og hængt op i luftaffjedring. Chassiset er konstrueret konventionelt med to længevanger, der er svejset op i I-profil, med stærke tværvanger. Bremsesystemet er et toledet trykluftsmekanisk anlæg med EBS, der bl.a. indeholder faciliteten, Roll-Stability-Program.
Tvangsstyringen af den bageste aksel sker helt mekanisk ved hjælp af et Tridec stangsystem.
Selve opbygningen består af opbukkede og galvaniserede hjørnestolper med indbyggede gardinstrammere og et fast tag af aluminium. Derudover er der monteret en 2500 kg. Zepro lift med en 2000 mm liftplade, hvortil der hører både ud- og indvendig liftkontakt samt fjernbetjening.
Traileren, der er solgt af dir. Anders K. Larsen, er leveret med en sidemonteret liftaksel på den 1. aksel.