Sidste ansøgningsrunde for pulje til energieffektive transportløsninger
Ansøgningsfrist for 4. og sidste ansøgningsrunde for pulje til fremme af forsøgsprojekter med energieffektive transportløsninger er den 15. august 2013.
Der er 48 mio. kr. tilbage i puljen i denne ansøgningsrunde, hvoraf de 7 mio. kr. er reserveret til projekter med gas, primært til busser og lastbiler.
I transportaftalen "En grøn transportpolitik" fra 2009 blev der afsat 200 millioner til forsøgsprojekter, som afprøver mulighederne for at skabe mere energieffektive transportløsninger. Siden er der i de første 3 ansøgningsrunder samlet givet støtte til igangsætning af ca. 35 projekter.
Midlerne fra puljen udmøntes i henhold til bekendtgørelse om tilskud til forsøg med energieffektive transportløsninger.
Ved ansøgning om puljens midler skal der benyttes et særligt ansøgning materiale som findes på Trafikstyrelsens hjemmeside. Her findes også information om puljens tildelingskriterier mv.