Femern A/S prækvalificerer internationale entreprenører
Femern A/S har netop prækvalificeret ni store entreprenørkonsortier til at give tilbud på de fire store anlægskontrakter på den faste forbindelse over Femern Bælt.
Dermed har alle konsortier, der har ansøgt, vist sig stærke nok til at få lov til at byde på projektet, skriver selskabet..
De fire kontrakter er: Tunnel nord, Tunnel syd, Portaler og ramper samt Udgravninger og landopfyldning. Der er prækvalificeret mellem tre og fem konsortier til at byde på hver af de fire kontrakter.
Udvælgelsen af entreprenørerne er en lang og grundig proces. Hver ansøger er blevet gransket for, om han opfylder de økonomiske krav, der er fastsat, om han har leveret et fyldestgørende ansøgningsmateriale og agter at stille de nødvendige garantier samt ikke mindst om han har de tekniske og ledelsesmæssige kompetencer, som Femern A/S kræver. Samtlige ansøgere opfylder minimumskravene for at deltage i tilbudsfasen.
-Vi er meget tilfredse med resultatet. Der er tale om stærke konsortier som vi er overbevist om, alle vil kunne løfte opgaven. På den baggrund forventer jeg en god konkurrence om både metoder, innovation og pris, siger teknisk direktør i Femer A/S Steen Lykke.
I løbet af 2013 får de prækvalificerede konsortier tilsendt det omfattende udbudsmateriale og Femern A/S forventer at få de foreløbige tilbud i løbet af 2014. Herefter skal Femern A/S evaluere tilbuddene og igangsætte en såkaldt konkurrencepræget dialog om en række emner som eksempelvis arbejds- og indkvarteringsvilkår, lærlingepladser, byggepladsindretning samt andre tekniske aspekter.
De endelige tilbud og priser forventer Femern A/S at have, så resultatet kan indgå i Folketingets arbejde med den anlægslov, som Folketinget forventes at drøfte om godt et år.
-Det er store og erfarne firmaer fra mange lande, herunder Danmark og Tyskland, som indgår i konsortierne. Jeg føler mig overbevist om at vi har nogle af verdens mest erfarne firmaer med, og det er naturligvis en milepæl for os, at vi nu kan prækvalificere dem alle til at deltage i tilbudsgivningen. Det er et meget vigtigt skridt i realiseringen af Femern Bælt projektet, siger Steen Lykke.
Virksomhederne i de ni entreprenørkonsortier kommer fra Danmark, Tyskland, Italien, Spanien, Holland, Belgien, Frankrig, og Sydkorea. Hertil kommer virksomheder fra England og USA, der er tilknyttet nogle af de ni grupper.